Nyt Lightroom 4 på vej
Adobe har netop lanceret beta versionen af deres nye Lightroom 4. Du kan læse mere, og hente programmet gratis, her i artiklen.
Ligesom med Photoshop, kommer der også nye ting til i det professionelle RAW converter program Lightroom. Det er også tilfældet med nyeste variant af programmet, Lightroom 4. Det færdige program må vi vente lidt med, men allerede nu kan betaversionen hentes gratis. Har man allerede Lightroom 3, behøver man ikke være bange for at denne beta overskriver det nuværende, for de kører separat. Betaversionen kan altså, når den udløber, afinstalleres, uden at det har indflydelse på forrige udgaver på ens computer.
Der er sket en del nyt i Lightroom 4, og der når muligvis at komme mere til, før den endelige udgave er på gaden. Udover nye faneblade og funktioner, er der i Developer modulet sket en del forandringer.
Develop modulet
Førhen, når områder i billeder skulle “reddes”, f.eks. ved udbrændthed, brugte man Recovery funktionens skyder. Denne har været en del af Lightroom siden starten, men er nu erstattet af nye funktioner, der giver endnu mere kontrol over lyse og mørke områder. For fotografer vil dette selvklart være en af de rigtig vigtige nye funktioner.
Førhen kunne man opleve at få meget skarpe konturer, hvis der blev foretaget radikale ændringer i Recovery og lys. Med de nye funktioner er ændringerne og overgangene langt bedre, og meget mere flydende.
En anden er uden tvivl penslen Adjustment Brush, som nu kan bruges på udvalgte-selektive områder til f.eks. at ændre en hvidbalance, fjerne støj, moire, i lige præcis de områder.
Soft proofing er også nyt i Lightroom 4. Kort fortalt bruges dette som hjælp til at se hvordan billedet vil tage sig ud f.eks. på print, web, med bestemte farverum. Det er primært en funktion der bruges ved tryk, for at sikre sig korrekt farvegengivelse.
Det er også blevet muligt at e-maile direkte fra Lightroom.
Hvordan med Presets skabt i foregående Lightroom versioner?
Presets - de forudindstillinger man har liggende, vil i mange tilfælde have ændringer i f.eks. Recovery, og nu da denne funktion ikke eksistere mere, hvordan så med Presets?
Jo, dine Presets virker stadig. Man får et lille udråbstegn i bunden af det billede hvor man tilføjer Preset. Dette klikker man på, hvorefter Preset kan opdateres. Man kan vælge at få vist billedet i splitscreen, dvs. to billeder - et med det gamle preset, og et med det nye. Så kan man tilpasse preset, for at ramme det look man havde oprindeligt, og det virker fint.
Når man installere Lightroom 4 beta, så følger presets fra andre Lightroom programmer man måtte have liggende, med over. De flyttes ikke, men preset-arkivet man har, kan altså benyttes fuldt ud i denne beta version, og selvfølgelig også i det færdige Lightroom 4.
På videosiden kan man nu se videoer fra kameraer og mobiler, samt grabbe stillbilleder fra disse. Udover at gemme klip, er det også muligt at lægge direkte op på sociale netværk og lignende. Der er selvklart også mulighed for justeringer af videoer, lidt i samme stil som med stillbilleder.
Bøger og tagging af billeder
Fotobøger kan man også skabe vha. Book modulet, hvor der findes diverse skabeloner og tekstmuligheder.
Et Map modul er også kommet til. Dette bruges i forbindelse med tagging af billeder på et kort.
Vi vender selvfølgelig tilbage med en komplet anmeldelse af Lightroom 4, når programmet kommer på gaden.
Herunder kan du læse pressemeddelelsen fra Adobe, og finde link til download af program. Det er ganske gratis. Det eneste du skal, er at have en Adobe konto - navn og password, og det er også gratis.
Programmet kan hentes til Mac, Windows 32 og 64 versioner.
------------------------
Pressemeddelelse
Adobe frigiver betaversion af Photoshop Lightroom 4
Betaversionen af den kommende Lightroom 4 byder på flere nye justeringsmuligheder til den professionelle fotografs arbejdsproces. Softwaren findes til både Windows og Mac og kan hentes gratis fra Adobe Labs.
Adobe Systems frigiver nu den første åbne betaversion af Adobe Photoshop Lightroom 4. Programmet Lightroom letter fotografens daglige arbejde med en række værktøjer, der gør det hurtigere og nemmere at organisere, forbedre og præsentere fotos.
Betaversionen af Lightroom 4 giver en snigpremiere på mange nye funktioner og egenskaber, der kommer i den endelige version af Lightroom 4, som er ude i starten af 2012. Blandt nyhederne i betaversionen er justering af højlys og skyggefyldte områder, forbedret understøttelse af videofilmning med systemkameraer samt fremstilling af fotobøger. Adobe tilbyder alle fotografer at teste betaversionen gratis, og udviklingsteamet bag Lightroom byder alle synspunkter omkring programmet velkomne.
Nye funktioner i Lightroom 4 beta
Lightroom 4 beta er en omfattende opdatering, som tilfører mange nye funktioner baseret på brugerønsker. Der er flere muligheder for at justere billederne, så man kan udnytte hele kameraets dynamiske område. Herunder justering af skyggefyldte områder og højlys. Det kan endda gøres selektivt på motivet med penslen Adjustment Brush, som også kan bruges til at male en bestemt hvidbalance, fjerne moiré eller dæmpe støj på udvalgte områder.
Den forbedrede understøttelse af video gør det muligt at afspille og justere video og udtage stillbilleder fra videoklip, der indspilles med digitale systemkameraer, kompaktkameraer eller kameramobiler. Mange af billedjusteringerne, som er standard i Lightroom, kan også anvendes på videoklip. Man kan eksportere sine videoer som H.264-filer eller lægge dem direkte på Facebook eller Flickr.
Takket være et nyt samarbejde mellem Adobe og fotobogsforlaget Blurb kan Lightroom-brugere nu også nemt skabe, publicere og sælge bøger i professionel kvalitet. Lightroom 4 beta indeholder alle de værktøjer, fotografen behøver for at fremstille fotobøger, fx avanceret tekstbehandling og en række forskellige skabeloner, som gør arbejdet lettere. Det nye Book-modul i Lightroom 4 har desuden et direkte link til Blurbs tryktjeneste. Der er også et Map-modul, som tagger steder, så fotografen nemt kan angive de mest anvendte steder, han arbejder.
Develop-modulet har nu fået soft proofing-funktion, som hjælper fotografen med at tilpasse fotoets farverum, så man på forhånd kan se, hvordan fotoet ser bedst muligt ud på det medie, hvor det skal præsenteres, hvad end det er tryk eller web. Det er nu også muligt at e-maile direkte fra Lightroom med ens konto på Gmail, Hotmail, Yahoo! Mail m.fl.
Adobe Photoshop-familien
Adobes Photoshop CS5 og Photoshop CS5 Extended er hjertet i Photoshop-familien og giver masser af kreativ frihed til at bearbejde og skabe billeder. Adobe Photoshop Lightroom 4 beta gør professionelle fotografer og seriøse amatørfotografers daglige arbejdsgange nemmere med funktioner til at søge, administrere, forbedre og præsentere store mængder af digitale billeder.
Adobe Photoshop Elements 10 er et program, som giver fotoentusiaster lettilgængelige væktøjer og muligheder for at dele sine billeder. Derudover findes Adobe Photoshop Touch, en app, som giver adgang til de vigtigste Photoshop-funktioner på iPad. Og på webtjenesten Photoshop.com kan alle fotografer redigere, gemme og dele billeder.
Adobe Photoshop Lightroom 4 beta kan hentes gratis til Windows og Mac på http://labs.adobe.com/downloads/.
Man kan fortælle, hvad man synes om den nye betaversion på det brugerdrevne site: http://feedback.photoshop.com. Man kan også kontakte Adobes Lightroom-team direkte på Facebook (www.facebook.com/lightroom), via Twitter (www.twitter.com/lightroom) eller på Lightroom-bloggen (http://blogs.adobe.com/lightroomjournal).
Se også videoerne om Adobe Lightroom 4 beta:
http://tv.adobe.com/watch/whats-new-in-lightroom-4-beta/introduction-to-lightroom-4-beta/








