eisa, hybrid, olympus, fuji, sony

EISA – Årets bedste produkter del 2

I denne nyhed får du EISA produktvindere i kategorierne hybrid samt kompakt.

European Professional Compact System Camera 2012‑2013

Fujifilm X‑Pro1

Det er kombinationen af fantastisk objektivkvalitet, godt design og en revolutionerende ny sensor som har gjort Fujifilm X‑Pro1 til en succes. X‑Trans sensoren, som er udstyret med et ganske farvefilmagtigt filterlayout, får det bedste ud Fujinon-objektivernes høje billedkvalitet. Resultatet er billeder med langt flere detaljer end man får med de fleste andre 16 millioner pixels kameraer. Hybridsøgeren giver fotografen det bedste fra både den digitale og den traditionelle optiske verden, og de logiske betjeningsknapper gør X‑Pro1 til et nemt og behageligt kamera at arbejde med – også selvom autofokussystemet ikke er markedets hurtigste. X‑Pro1 er heller ikke det mindste af de kompakte systemkameraer, men det mere end opvejes af den billedkvalitet man får og den glæde det giver brugeren.

European Advanced Compact System Camera 2012‑2013

Samsung NX20

Samsung NX20 er et kompakt og let SLR-kamerahus med fabrikkens egen 20,3 millioner pixels APS‑C-format CMOS-sensor, der har en maksimal følsomhed på 12.800 ISO. Andre væsentlige fordele er  muligheden for kontinuerlig fotografering med otte billeder per sekund, samt i‑Function 2.0, der giver adgang til ni individuelt valgte kamerafunktioner via en knap på objektivet. En lysstærk, udklappelig 3-tommers AMOLED-skærm gør det muligt at tage kreative billeder fra en hvilken som helst vinkel. Men allervigtigst er den indbyggede Wi‑Fi, som giver adgang til at e-maile billeder, eller lægge dem op på sociale medier direkte fra kameraet. Den trådløse forbindelse gør det også muligt at fjernstyre kameraet samtidigt med at dets live-view-billede vises på din smartphones billedskærm.

European Compact System Camera 2012‑2013

Olympus OM‑D E‑M5

Olympus OM‑D E-M5 er en vellykket relancering af tidligere tiders fantastiske OM-kameraer. Det er et kompakt, men alligevel solidt og vejrbestandigt kamerahus, der ligger ekstremt godt i hånden – ikke mindst når batterihåndgrebet er monteret. Den superhurtige enkeltbilled-autofokus og den enestående elektroniske søger med 1,4 millioner billedpunkter får dig til at føle, at du fotograferer med et SLR-kamera. Andre fordele er den udklappelige, berøringsfølsomme OLED-skærm, den avancerede femaksers billedstabilisering, de attraktive effektfiltre og ikke mindst den høje billedkvalitet.

European Compact System Lens 2012‑2013

Panasonic Lumix G X Vario 12‑35mm F2.8 ASPH

Panasonic Lumix G X Vario 12‑35mm F2.8 ASPH POWER O.I.S. (24‑70 mm ved 35 mm) er et virkelig lysstærkt standardobjektiv med en traditionel roterende zoomring af den type man kender fra Panasonics Premium X objektiver. Inde i objektivets metal-indstillingsringe finder man 14 linseelementer i ni grupper, bestående af glastyper som Ultra Extra‑Low Dispersion (UED) og Ultra High Refractive (UHR). Derved minimeres farvefejl og sikres en høj billedkvalitet over hele billedfladen. Panasonics Nano Surface Coating reducerer interne refleksioner, mens den syvbladede cirkulære blænde sikrer smukke uskarpe højlys. Det er et Micro Four Thirds objektiv, og det passer derfor til Panasonic Lumix G kameraer såvel som en række kameramodeller fra af Olympus. Med en vægt på kun 305 gram vejer dette objektiv kun halvt så meget som tilsvarende full frame-objektiver.

European Compact Camera 2012‑2013

Canon PowerShot G1 X

Canon PowerShot G1 X præsterer en billedkvalitet som kan konkurrere med mange DSLR-kameraer, og det er flot for et så kompakt kamerahus. Størrelsesmæssigt placerer kameraets sensor sig mellem APS‑C og micro four thirds, hvilket er medvirkende til det flotte signal/støj-forhold, selv ved 12.800 ISO. Billedkvaliteten skyldes dog også den kraftige Digic 5 processor, som sørger for en hurtig og effektiv behandling af billedernes 14,3 millioner pixels i 14 bits opløsning. Seriøse amatører såvel som professionelle fotografer vil værdsætte, at man ikke alene kan lagre optagelserne i JPEG-, men også i raw-format. Objektivet har 4x zoom, og ifølge EISA-bladenes tests får man en ekstra høj billedkvalitet, ikke mindst i betragtning af det kompakte design. Kameraets indbyggede billedstabilisering er yderst effektiv – men den baserer sig også på den samme hybride IS-teknologi som man finder i Canons professionelle objektiver.

European ALL Weather Camera 2012‑2013

Olympus Tough TG‑1

Olympus Tough TG‑1 er et fantastisk udendørskamera som både er stilfuldt og praktisk. Det er garanteret stødsikkert (indtil 2 meter), det er vandtæt (indtil 12m), det er tryksikkert (indtil 100 kg) og det er frostsikkert (ned til ‑10°C). Hjertet i kameraet er en 12 millioner pixels BSI CMOS 1/2,3 tommers sensor, som sammen med TruePic VI processoren og det lysstærke 25‑100 mm f:2‑4,9 zoomobjektiv resulterer i billeder af høj kvalitet og med et lavt støjniveau – ifølge EISA-bladenes tests. Kameraets 3‑tommers OLED-skærm har anti‑refleks-coatning. Tough TG‑1 har også GPS, full HD 1080p videofunktion og et elektronisk kompas, så du både kan se hvor du er og hvor du har været. Med de ligeledes vandtætte fiskeøje- og tele-forsatslinser, der fås som tilbehør og monteres via en særlig adapter, er Tough ikke bare et kamera, men et helt kamerasystem.

European Advanced Compact Camera 2012‑2013

Sony Cyber‑shot DSC‑RX100

Sonys kompakte RX100 et er solidt kvalitetskamera beregnet til avancerede amatørfotografer. Dets usædvanligt store 1‑tomme CMOS-sensor og det lysstærke 28‑100 mm f:1,8‑4,9 Carl Zeiss objektiv giver høj billedkvalitet, selv i svagt lys. RX100 kan ikke alene lagre optagelserne i JPEG-format, men også i raw-format, hvilket giver den seriøse fotograf ekstra fleksibilitet og billedkvalitet. EISA-bladenes tests viser desuden, at kameraets 3-tommers LCD-skærm udmærker sig ved en ekstremt høj kvalitet.

European Travel Camera 2012‑2013

Sony Cyber‑shot DSC‑HX20V

Det spændende ved Sony Cyber‑shot DSC‑HX20V er, at det ikke alene er et lille kompaktkamera der er nemt at have med, men at det samtidigt – næsten naturstridigt – er udstyret med et 25‑500 mm objektiv med 20x optisk zoom. Billedsensorens 18,2 millioner pixels giver store, printbare filer, mens lysmålersystemet sikrer, at alle billeder bliver godt eksponeret. ISO-området, den særlige 10 billeder per sekund “burst mode” og muligheden for fintuning af funktioner som lysstyrke og farvemætning giver fotografen en høj grad af frihed under de fleste lysforhold – selv ved fotografering af motiver i bevægelse. Kameraet har også en række kreative billedfunktioner; der er mulighed for defokusering af baggrunden; og der er mulighed for optagelse af video i full HD 50p. Det er et kamera der giver plads til frihed, kreativitet og fantasi i forbindelse med et hvilket som helst billedprojekt.

EISA vindere i andre kategorien, bl.a. Årets Kamera, DSLR, kan ses her og her.

Nyeste Nyheder

Nyhedsbrevstilmelding

Nyeste kommentarer