eisa, d4,d800,5 d mkII, alpha, eos, canon, nikon

EISA – Årets bedste produkter

I denne nyhed får du EISA produktvindere i kategorierne DSLR og optik, samt generelt bedste kamera i år.

EISA Awards 2012-2013

Benhård kamp på kvalitet

EISA priskomiteen har afsluttet arbejdet med at teste, nominere og præmiere årets bedste produkter indenfor foto, video, audio, hjemmebio, mobile enheder og in-car electronics. I år var kampen på kvalitet hårdere end nogen sinde…

Af Brian Dixen og Finn Nesgaard

Man stiller fem LCD-TV af forskelligt fabrikat op ved siden af hinanden, sender det samme krævende testsignal til dem alle sammen – og kan konstatere, at farver, kontrastforhold og kompensation for vanskelige bevægelsesmønstre er fuldstrændigt det samme på alle fem skærme. Nå ja, en af kombattanterne hævder ganske vist, at hvis man ser rigtigt godt efter helt ude i billedets venstre side, så vil man kunne se en lille forskel til fordel for netop hans TV-apparat. Men hvem sidder og studerer venstre billedkant for at se, om der skulle opstå en billedfejl på grund af vanskelige bevægelsesmønstre?

Helt den samme oplevelse fik man ved testen af videokameraer. Samme testmotiv gav nøjagtigt den samme farvegengivelse, kontrast og skarphed.

Det skal dog understreges, at denne hårde, jævnbyrdige kvalitetskamp naturligvis kun gælder ved sammenligning af fabrikkernes topprodukter. Og desuden er der jo andre kvalitetsparametre som f.eks. design, brugervenlighed og ekstra funktionalitet. Men jævnbyrdigheden har alligevel aldrig været større.

Helt ny teknologi

Det var også tydeligt i forbindelse med årets testarbejde, at fabrikkerne gør deres bedste for at skille sig ud fra konkurrenterne via helt ny teknologi, eller simpelthen ved ekstremt høj billedopløsning. Det gælder for Nikon D800, der er udnævnt til “Årets Kamera”, bl.a. takket være et ekstremt højt pixeltal på 36 mio. Og det gælder for Toshiba, der har fået en nyindstiftet pris for “Årets 3D-achievement” for et TV med 4xfullHD-opløsning. Den fire gange så høje opløsning er en fordel, når man viser digitale fotos på skærmen, og desuden kan man med dette TV se 3D uden briller!

På TV-fronten er der også helt ny skærmteknologi på vej. Ja, ny og ny – OLED har man efterhånden kendt i ganske mange år som billedskærme på bl.a. mobiltelefoner. Men det er først nu, at LG vover at sende et 55” OLED-TV på markedet, for jo større billedpanel des større er risikoen for pixelfejl. Men ellers er der kun godt at sig om OLED: Fantastisk sortniveau, lynhurtig reaktion og en skærmtykkelse på kun 4 mm.

LG fik derfor den nyindstiftede pris for “Årets Display Achievement”.

Mobiltelefonerne myldrer frem

En anden markant markedsudvikling er, at mobiltelefonerne snupper en stadig større del af vores tid, både som informa-tionskilde, spillemaskine, fotokamera og såmænd også som videokamera.

Der er simpelthen aldrig før blevet taget så mange billeder og lavet så mange videooptagelser, og væksten skyldes først og fremmest, at man altid har mobiltelefonen ved hånden. Dét er godt for HTC, Samsung og Nokia, der hver blev belønnet med en EISA-pris i kategorien Mobile Devices. Og det er hårdt for kameraproducenterne, der må lægge sig ekstra i selen for at stå sig i konkurrencen.

I videojuryen betød denne udvikling, at der nu kun er en enkelt kamerapris, nemlig “Årets Camcorder”, og den blev vundet af Canon for et kamera, der ikke bare er en efterligning af en mobiltelefon.

Det er i øvrigt underligt, at videokameraerne er så meget i defensiven, for antallet af TV-kanaler og supplerenede distribu-tionsmuligheder har aldrig været større, og interessen for journalistik og for billedkommunikation i al almindelighed er kolossal. Med til historien hører dog også, at praktisk taget alle fotokameraer nu også kan optage video, og at DSLR-kameraer som Nikon D800 og Canon 5D kan gøre det på et fuldprofessionelt nivea. Så grænserne mellem foto og video bliver mere og mere flydende.

Til glæde for forbrugerne

I øvrigt skal man kun glæde sig over den stadigt hårdere konkurrence, for den giver os bedre produkter til stadigt mere overkommelige priser.

Men se præsentationen af vinderprodukterne på de følgede sider. Det er spændende læsning…

Vindere i Audio-kategorien

Højttaler: KEF LS50

Grammofon: Pro‑Ject Debut Carbon

High-end højttaler: Dali Epicon 8

Streaming-produkt: Pioneer N‑50

Hi‑fi hovedtelefoner: Sennheiser HD 700

D/A-konverter: Audiolab M‑DAC

Tokanalssystem: Cambridge Audio Azur 851C + 851A

Trådløs hi-fi: Dynaudio Xeo

Vindere i In-car Entertainment-kategorien

Hovedtelefon: Kenwood DNX4210DAB

Navi‑media system: Pioneer Avic‑F40BT

In‑car forstærker: Alpine PDX‑V9

In‑car højttalersystem: Gladen Aerospace 165.2

In‑car subwoofer: Audison Voce AV 10

In‑car processor: Helix C‑DSP

In‑car integration: Mosconi Gladen DSP 6to8

In‑car high‑end: Ground Zero GZPW Reference 18

+ GZPT Reference 28

Vindere i EISA Maestro fotokonkurrencen

1: Rob van Thienen

2: Max Riche

3: Elena Anosova

Redaktion:

Finn Nesgaard, nes@avm.dk

AVM AudioVisuelle medier

Brian Dixen, brian.dixen@mediaprovider.dk

Magasinet Zoom og Magasinet Mobil

Fakta om EISA

European Imaging and Sound Association blev grundlagt i 1982 af redaktørerne fra fem europæiske fotoblade. I dag har komiteen 50 medlemmer fordelt på fem separate juryer for henholdsvis foto, video, audio/hjemmebio, mobil- og bilelektronik.

Der er tre danske blade i EISA, nemlig AVM AudioVisuelle Medier i videojuryen, Magasinet Zoom i fotojuryen og Magasinet Mobil er i juryen for Mobile Devices.

European Camera 2012‑2013

Nikon D800

Nikon D800 er årets bedste kamera. Det har en full frame sensor med 36 mio pixels, som giver en exceptionel høj billedopløsning, og ifølge EISAs tests er den høje opløsning opnået uden at der er gået på kompromis med hverken dynamikområde eller signal/støj-forhold ved høje ISO-indstillinger. For en ganske rimelig pris får man et kompakt, stærkt og stabilt kamerahus med førsteklasses lysmåling og det 51-punkters autofokussystem, som oprindeligt er udviklet til Nikons professionelle D4 kamera. D800 har en lys og klar 100% søger der er nem og præcis at bruge, selv for brillebærere. Den lille, indbyggede flash er kraftig nok til udfyldningslys, selv under vanskelige lysforhold, og den kan desuden bruges til styring af supplerende flashenheder. Den særlige D800 E‑version af kameraet tager billeder med en opløsning der er endnu en tand højere, uden tilførsel af kunstig skarphed i efterarbejdet. Billedkvaliteten er dermed tæt på det man kender fra digitale mellemformatkameraer, men med det lette og alsidige 35 mm spejlreflekskameras fordele.

European Professional Camera 2012‑2013

Nikon D4

Nikon D4 med full frame 16 millioner pixels billedsensor er årets bedste professionelle kamera, for det præsterer den højeste billedkvalitet under selv ekstremt vanskelige lysforhold. Ifølge EISA-bladenes tests er kameraet en fremragende kombination af høj opløsning, stort dynamikområde og et ganske lavt støjniveau, selv ved 12.800 ISO. Det har desuden superhurtig autofokus, kort responstid og høje billedfrekvenser, der kan spænde over ganske lange sekvenser. Det er et solidt kamerahus der er godt beskyttet mod støv og fugt. Søgeren giver et skarpt, behageligt og meget præcist overblik over hvad der kommer med på billedet. En ganske høj betjeningskomfort gør det nemt og behageligt at fotografere med D4. Vi er især begejstrede over den nye joystick-styring, som kan bruges hvad enten man holder kameraet horisontalt eller vertikalt. D4 kan også optage video i ekstra høj kvalitet, takket være det ukomprimerede HDMI-output.

European Advanced SLR Camera 2012‑2013

Canon EOS 5D Mark III

Canon EOS 5D Mark III er ikke alene et ekstremt alsidigt fotokamera, det er også et nemt DSLR videokamera i professionel kvalitet. Rent umiddelbart ligner specifikationerne dem man kender fra forgængeren, men Mark III-versionen repræsenterer alligevel væsentlige forbedringer, både i ydeevne og ved praktisk fotografering. CMOS-sensoren med dens 22 millioner pixels giver flotte billeder i såvel almindeligt som svagt lys. Og kameraets 61-punkters autofokus-system er hentet direkte fra Canons nyeste professionelle modeller. Dertil kommer, at EOS 5D Mark III kan fotografere kontinuerligt med 6 bill/sek, samt at kamerahuset er blevet væsentligt mere vejrbestandigt.

European SLR Camera 2012‑2013

Sony Alpha SLT‑A57

Sony Alpha SLT‑A57 er et 16 millioner pixels kamera med halvtransparent spejl og bemærkelsesværdige specifikationer – ikke mindst for et kamera i denne prisklasse. Fordelene ved det halvtransparente spejl, som begynder at dukke op i begynderkameraer, er først og fremmest hurtig autofokus ved videooptagelse, fotografering med indtil 12 billeder per sekund, samt Sonys stærke kombination af billedsensor og processor til digital billedbehandling. Sony Alpha SLT‑A57 er et fantastisk stykke værktøj til den nybårne fotoentusiast, og det er baseret på en teknologisk platform som både bruger og fabrikant kan udvikle sig på. Funktioner som den nye automatiske beskæring af portrætter gør det til et brugervenligt kamera for både begynderen og den mere erfarne. Sonys billedkvalitet er fortsat vældigt høj, og SLT‑A57 kan derfor let konkurrere med dyrere kameraer.

European Macro Lens 2012‑2013

Sigma APO Macro 150mm F2.8 EX DG OS HSM

Sigma APO Macro 150mm F2.8 EX DG OS HSM er et af markedets allerbedste makroobjektiver. Kombinationen af lang brændvidde (og dermed god arbejdsafstand til motivet), høj skarphed ved selv fuld blændeåbning og optisk billedstabilisering gør det perfekt til håndholdt fotografering af guldsmede, sommerfugle og lignende flygtige insekter. Men objektivet er også fantastisk til fotografering af planter, og til portrætter når du ønsker en virkelig smuk uskarp baggrund. Hvis du også indregner den virkelig solide konstruktion, så er prisen for dette objektiv intet mindre end fantastisk.

European Lens 2012‑2013

Tamron SP 24‑70mm F2.8 Di VC USD

Med 24‑70mm F2.8 Di VC USD er det lykkedes Tamron at skabe et ganske attraktivt objektiv til alle fotograferer med et full frame SLR-kamera. Det er en lysstærk standardzoom med billedstabilisering, lydsvag autofokus og en skarphed der let lever op til nutidens kameraer med høj opløsning på billedchippen. Tamrons 24‑70 mm f:2,8 er desuden et solidt og velkonstrueret objektiv med en gummiforsegling, der beskytter mod fugt og støv. Det føles som er ægte professionelt objektiv, og dets autofokus, billedstabilisering og billedkvalitet er også på professionelt niveau. Det er et objektiv man kan stole på, hvad enten man har foto som levevej eller hobby.

EISA vindere i andre kategorien – kompaktkameraer, kompakte system kameraer, printere m.v. kan ses her og her.

Nyeste Nyheder

Nyhedsbrevstilmelding

Nyeste kommentarer