iphone, foto, app, app store, apple

De bedste iPhone foto apps

iPhone og kameramobiler generelt er blevet hverdag, og flere mennesker end nogensinde før benytter telefonen til at dokumentere deres hverdag, fest, ferier og lignende. Det har samtidig resulteret i en enorm mængde applikationer – se et bundt af de bedste her.

De fleste kender nok sætningen – det bedste kamera er det du har med. Der er slet ingen tvivl om, at i dag er det så mobiltelefonen og dens indbyggede kamera. Personligt kender jeg kun meget få der ikke har mobilen på sig stort set altid. Sociale netværk som Facebook og Twitter, samt billedsites a la Flickr giver os alle mulige og umulige måder at være på konstant, og hele tiden vise os selv og andre frem, og endda med koordinater – geo tagging.

Applikationer der kan gøre billederne endnu mere specielle, replicere fortidens og nutidens stilarter, er i samme ombæring dukkede op. Retro/vintage filmtyper har fået deres andet liv i form af applikationer der kan genskabe det gammeldags look i billederne. Applikationerne, forkortet til app eller apps, kender alle der ejer en Apple iPhone, og det er der efterhånden rigtig mange der gør.

Herunder har vi sammensat en liste med diverse fotoapplikationer. Der findes selvklart flere end disse, og vi vil meget gerne høre hvilke du bruger.

SNAPSEED +++++ 30 kroner

En af de absolut bedre apps til at redigere billeder. Udover at kunne justere lys, mætning, kontrast, farvetemperatur, lave selektive justeringer, rette op, beskære, konvertere til sorthvid, lægge rammer på med mere, så findes der yderligere to justeringer kaldet Drama og Grunge. Drama minder om HDR, og får billeder til at poppe, og gør dem mindre grå og hverdagsagtige. Grunge er rå, cool, og moser farverne rundt med fede strukturer.

Snapseed er alle pengene værd. Findes til iPhone, iPad, og også til Mac computerne.

PHOTOFORGE 2 +++++ 18 kr

Snapseed er enklere at benytte, men PhotoForge2 indeholder en god del mere, bl.a. mængder af forskellige filtre, f.eks. Pop! Cam minder om Hipstamatic og Swankolab (fremkalder laboratorium hvor du blander væsker selv), og giver dig en række forskellige valg af filmruller, gamle objektiver m.m. Pop! Cam koster 12 kroner. Det er muligt at arbejde i flere lag, anvende kurver, niveauer, rotere, beskære, lægge tekstur på, rammer, ændre størrelser, se historik og itpc information med meget mere. Totalt set er denne app spækket med ting, og kommer faktisk mest til sin ret på iPad.

PHOTO STUDIO FOR IPHONE +++ 6 kr

Der er i omegnen af 200 effekter i denne app, og det er alt fra at ændre billeder til tegninger, til at sætte ting ind i billederne, f.eks. spøgelser. Der er også funktioner, hvormed man kan få nogle farver til at være mere fremtrædende.

FILTERSTORM / PRO +++ / ++++  24 kr / 89 kr

Ikke så hurtigt og enkelt som Snapseed, men med flere funktioner, som gør det ret sejt at redigere billeder på telefonen. Det er f.eks. kurver, temperatur, skarphed og lignende. Storebroderen Filterstorm Pro til iPad, er endnu heftigere. Der er bl.a. avanceret hvidbalancepunkt indstillinger, kloning, vignettering, eksponering, tekst m.v. Den lille variant til iPhone gør det dog ganske flot, og kan rigeligt til de fleste, vil jeg umiddelbart vurdere.

PHOTOTOASTER +++ 12 kr

En ganske sjov app til at justere billeder. Funktionalitetsmæssigt som Snapseed, men lidt tungere brugerflade. Der er så nogle gode standard forudindstillinger/filtre, såsom Rockwell, hvis man vil ændre i skyggepartier.

COLORBLAST +++ 6 kr

Hvis du er tilhænger af at lade enkeltfarver være tilbage i fotografiet, eller farvelægge hele billedet i anderledes sprælske farver, så er dette noget for dig. Der er fortrydknap, hvilket er ganske praktisk. Det færdige resultat kan lægges på nettet eller f.eks. deles via Instagram. Der findes også en enklere gratisversion af denne app.

FACE CAM +++ 6 kr

Forstør eller formindsk øjne, ændre form på ansigt eller hudtoner. Dertil kan man lægge forskellige farvetoninger. Virkelig enkelt og hurtigt til redigering af portrætter.

SWANKOLAB +++++ 12 kr

Fra folkene bag Hipstamatic, kommer dette digitale mørkekammer, hvor man vælger væsker som blandet, hvorefter billedet fremkaldes. Kommer man frem til en magisk kombination der bare virker flot, kan denne gemmes.

PHOTOGENE ++ 6 kr

Redigeringsapp af den mere simple af slagsen. Der er de sædvanlige funktioner, der her er meget simplificeret. App er dog ikke ligeså smidig som andre tilsvarende.

ADOBE PHOTOSHOP EXPRESS FREE ++ Gratis

Enkle redigeringsfunktioner med lidt effekter, er hvad man får fra denne billedbehandlingsgigant. App fungerer udmærket, men der er ingen wow-effekt i den, som man måske kunne forvente når det var Adobe.

INFINICAM +++ 12 kr

Man trykker sig her igennem en masse effekter, indtil man finder noget man kan lide. Sørg dog for at gemme dem, da det er lidt af et arbejde at finde dem igen. På effektsiden findes der andre apps der er bedre og enklere.

MONOPHIX ++++ 6 kr

App baseret på skydere, som trækkes for at konvertere billeder til sorthvid og lægge farvetoninger der giver retrolook. Desværre lægger disse skydere sig oveni billedet, dækker en del af det. MonoPhix HD til iPad, der koster 12 kroner, fungerer bedre pga. den større skærm.

COOL FX ++++ 12 kr

Fordelen med Cool FX er at man direkte kan se effekten på ens billedet, mens man ruller henover filtrene. Det giver et hurtigt overblik, og klikker man på et bestemt filter, popper der diverse skydere op, så man kan tilpasse det. Virkelig nem og anvendelig app.

HIPSTAMATIC +++++ 12 kr

Trods alderen, er denne app en af de absolut mest anvendelige. Den efterligner gamle film, objektiver og blitze. Billeder får et skønt retrolook. En ret sej feature er at kunne arve indstillinger fra et tidligere taget foto. Match Settings funktionen klarer dette som en leg. Man får fuldstændig samme film, objektiv og blitz på det næste billede man så skyder, smart!

INSTAGRAM +++++ Gratis

Smart og let måde at dele og tage del i andre menneskers hverdag gennem billeder. Du kan finde venner via din kontakter i telefonen, Facebook m.m. Du kan vælge at følge med i andres billeder, eller lade være, man vælger helt selv. Du kan tage billeder via app, lægge effekter på, og lægge dem op, plus geotagge dem. Du kan endda også dele med Facebook, Twitter, Flick, Tumblr. Du kan også benytte dig af søgeord, og finde bestemt billeder.

CAMERA+ ++++ 6 kr

Minder om det oprindelige kamera i iPhone, dog med lidt flere funktioner. Først og fremmest kan du redigere direkte i Camera+. Analoge effekter koster ekstra, 6 kroner. Du kan gemme og dele færdige billeder. Der er endda også en billedstabilisator funktion i denne app.

TILTSHIFT GENERATOR +++ 6 kr

En app for dig som vil lave miniatureverdener. Vælg et eksisterende billede eller tag et nyt, og denne app lægger automatisk et blødt sløret skær over dele af billedet, så det fremstår småt.

PANO +++ 12 kr

Giver enkelt og hurtige panorama billeder. Intuitivt brugerflade som leder dig på ret vej til fine aflange billeder.

ACTIONCAM +++ Gratis

Når du trykker, skydes der fire billeder af med meget kort mellemrum. Effektiv lille app, hvis man er til motiver i bevægelse.

ACTION-CAMERA ++++ 6 kr

Her kan du vælge hvor mange billeder kameraet skal skyde i serieoptagelsen, og hvor lang tid der skal gå mellem hvert skud. Billeder gemmes enkeltvis i fotomappen.

FUSIONCAM ++++ 12 kr

Tag et billede, træk i multieksponeringsskyderen, tag et billede mere, og et til osv. Eksponeringer kan nu tilpasses hinanden, og du kan matche dem i efterfølgende eksponeringer.

INCREDIBOOTH +++ 6 kr

Som en klassisk fotoautomat tager denne app fire billeder med nogle sekunders mellemrum, og genererer et langt billede med de fire billeder.

DROPBOX +++++ Gratis

Enkel og hurtig måde at overføre billeder til og fra iPhone/iPad til computeren. Man åbner app, trykker på + og lægger de billeder ind man vil overføre.

Nyeste Nyheder

Nyhedsbrevstilmelding

Nyeste kommentarer